Hvem er jeg

Jeg er født i 1964. Siden jeg kom i puberteten, har jeg haft et traumatisk forhold til min krop. Når jeg dengang kiggede ned på mig selv, så jeg en alt for tynd og absolut ikke færdigudviklet ung mand. Jeg begyndte at føle mig utilpas ved at vise min krop offentligt, ikke kun når jeg klædte om/badede med andre drenge/mænd, men også blot for at vise mine tynde ben og arme – især foran piger/kvinder.

Dette ubehag udviklede sig med tiden til ekstreme, krampagtige og permanente indre spændinger, som jeg lider af den dag i dag. Disse spændinger gjorde, at alt, hvad der tiltrak mig, også var farligt.

Det vil sige, at når jeg for eksempel følte mig tiltrukket af en kvinde, opstod der en uigennemtrængelig mur af angst i min krop, og en indre "stemme" sagde/overbeviste mig om, at jeg på ingen måde havde ret til at føle mig tiltrukket af en kvinde! Men denne angst og disse spændinger blev desværre også aktiveret af alle andre områder i livet, der kunne tiltrække mig, f.eks. musik.

Jeg har en lille musikalsk åre og var i mine unge år involveret i forskellige musikalske sammenhænge - i gymnasiets kantine, i en teatergruppe osv. Men bare tanken om at opsøge andre musikere for eventuelt at arbejde sammen på en eller anden måde var så skræmmende, at jeg holdt mig væk.

Omkring 17-årsalderen bemærkede jeg også en ekstrem uro og angst for at præsentere mig selv i en forsamling. I gymnasiet mærkede jeg denne angst til en vis grad, når jeg skulle række hånden op og tage ordet. Dette overvandt jeg dog som regel, men når opmærksomheden var rettet mod mig, hvis jeg for eksempel skulle fortælle noget om mig selv, overtog angsten kontrollen.

Den korte version er, at denne angst og disse spændinger har fulgt mig hele mit voksne liv. Det betyder, at jeg aldrig har været i nærheden af et forhold til en kvinde, og at jeg aldrig har realiseret de ressourcer/evner, som jeg, på trods af min selvdestruktive indre stemme, ved, jeg har.

Jeg har gennem tiden læst tykke bøger om psykologi og gennemgået utallige former for tale- og kropsterapi, uden at komme nærmere årsagen til min angst og min kropspanser. Et enkelt besøg hos en psykiater i min ungdom overbeviste mig om noget, jeg allerede havde fornemmet: at medicin ikke var/er den rette vej.

Jeg er ikke psykotisk, men neurotisk - hvis man absolut skal sætte et mærkat på min tilstand 😊. Jeg skammer mig virkelig meget over mit livsforløb, og de manglende livserfaringer i forhold til tætte relationer gør det umuligt for mig at opbygge venskaber/bekendtskaber.

Jeg kan mærke, at folk bemærker, at jeg ikke er helt til stede. Det er aldrig blevet sagt direkte til mig, men jeg mærker tydeligt en mur af distance til mennesker generelt. Det betyder, at jeg lever helt alene, uden relationer til venner eller familie og kun har social omgang gennem mit arbejde.

Et par fakta om mig

Jeg er født i 1964, bor i Danmark og arbejder i farmaceutisk produktion. Som person er jeg ret genert og introvert. Jeg er dog åben, når jeg føler mig godt tilpas i et selskab.

Jeg foretrækker at tænke selv og værdsætter mennesker, der gør det samme. Jeg tænker nok lidt ukonventionelt, selvom jeg er fan af The Beatles og ABBA, er jeg ikke specielt interesseret i mainstream.

Jeg er progressivt indstillet, dvs. jeg er klart for udvikling og fremskridt på alle områder, politisk og med hensyn til menneskerettigheder, seksualitet osv. Jeg føler mig forankret i/forbundet med det opbrud, der fandt sted i 60'erne, selvom jeg, på trods af alt, er for ung til selv at have oplevet det.

Jeg kan ikke lide vanetænkning og konservatisme – selvom min måde at se mig selv på netop indikerer det! Jeg kan godt lide modsætninger 😊. Jeg taler dansk og engelsk. Jeg forstår lidt tysk, men taler det ikke.